Velkommen til årets sidste nyhedsbrev. Julen nærmer sig og dermed også slutningen på endnu et fantastisk år med masser af Dharma aktiviteter. Igen vil vi sige jer alle 1000 tak for jeres opbakning, inspiration og hjælp.
I løbet af 2007 har vi haft besøg af en række fantastiske lærere: Fedor Stracke, som underviste i tomhed; Sylvia Wetzel, der inspirerede mange med belæringerne på Boddhicitta; Antonio Satta, hvis besøg bød på inspirerende undervisningsaftener og et 4 dages intensivt vipassana retræte; et unikt besøg af Khunu Rinpoche, som med stor klarhed underviste i bardotilstanden; Ngawang Pende var her i 3 uger; han guidede en intensiv retræte, gav fabelagtig undervisning og til stor glæde underviste han for første gang i Aalborg. 2007 var også året, hvor centret for 2. gang var værter for en fantastisk udstilling af Buddhistiske mestres relikvier, og hvor godt 30 mennesker drog i samlet flok til Hamborg for at lytte til Dalai Lamas belæringer. Udover disse højdepunkter har der været et hav af aktiviteter i centret – vores torsdagsaftener har budt på Discovering Buddhism, Medicin Buddha praksis og flere søndage har været brugt til at studere De 16 principper for et lykkeligt liv i Essential Education regi, morgenfriske har fundet deres vej til Energiværkstedet og lavet mindfulness meditation, nysgerrige har sat sig til rette søndag aften og set særligt udvalgte Dharmafilm. Alt dette har kun været muligt - og sjovt - på grund af alles hjælp og støtte.
2007 afsluttes med en helt særlig juleafslutning torsdag den 20. december. Alle er velkomne - og særligt jer, der har haft travlt på det sidste. Kl. 17:00-18:30 er der meditation inde på Phendeling Centret og kl. 19:00 mødes vi på Restaurant Himalaya (Herluf Trolles Gade 5, kælderen. 1052 København K). Du er velkommen til at deltage i noget af arrangementet, vigtigst er det, at vi får set hinanden inden juleferien. Vil du med på restaurant, så meld dig til ved at sende en mail til cvm@fpmt.dk.
Frem til den 20. december samler vi gaver ind til asylbørn og pengedonationer ind til psykisk syge patienter. Du bestemmer, hvad du vil give. Vi sørger for, at gaverne kommer til børnene inden jul, og at der bliver købt noget gavnligt til de indlagte patienter. Giv hvad du vil; det gavner alt sammen!!
Første gang vi mødes i det nye år er den 4. januar kl. 19:00-21:00.
Det kommende år bliver super spændende. Pende kommer i midten af januar. Torsdag den 17. januar kl. 19:00 i Phendeling Centret introducerer vi vores studieprogram. Selve programmet for 2008 er ved at blive lavet og skulle gerne ligge klart aller først i det nye år. Vi kan dog allerede nu løfte sløret for følgende faste aktiviteter, der starter i februar.
Vi vil stadig fortsætte med at lave Medicin Buddha Praksis hver den 1. torsdag i måneden.
Vi bliver ved med at mødes i Phendeling Centret, indtil vi har fundet et nyt sted. Så snart vi ved, hvor vi flytter hen, får du besked. På vores hjemmeside: www.fpmt.dk kan du til hver en tid holde dig opdateret.
At tegne medlemskab i CVM har stor betydning for centret. Det betyder blandt andet, at vi kan fortsætte med at tilbyde Dharma aktiviteter hele året rundt. Videre har det betydning for vores ansøgning om at blive et anerkendt trossamfund. Ansøgningen sendes af sted først i februar, når vores regnskab for 2007 er blevet godkendt. Medlemskab for 2008 koster 150 kr. og et støttemedlemskab koster 125 kr. om måneden. Du kan betale, når du kommer første gang i centret eller via giro eller web-bank (se info nederst på siden). På vores hjemmeside kan du læse om alle fordelene ved at tegne et medlemskab.
Som det fremgår af ovenstående, vil vi i 2008 øge vores aktivitetsniveau, derfor vil der være brug for en masse frivillige kræfter. Hvis du har tid og lyst til at hjælpe i centret fremover, ligger der en tilmeldingsblanket, som du kan udfylde. På den måde bliver du en del af CVM-aktivgruppen og det sjov og medindflydelse på centrets udvikling det indebærer. Vi er taknemmelige for hvilken som helst hjælp, du kan tilbyde. Kontakt Randi hvis du er interesseret: randiarndtzen@hotmail.com.
En af vores visioner har længe været at få vores eget bycenter og med Pendes ankomst og i lyset af alle vores aktiviteter er tiden inde til et skifte. Det er i den forbindelse, at vi ydmygt anmoder alle, der har mulighed for det, om økonomisk hjælp i form af en engangsdonation eller en fast donation over det næste år eller to. Vi håber, at vi i nær fremtid bliver et anerkendt trossamfund, hvilket blandt andet betyder, at vi kan søge tipsmidler og fonde. Frem til da regner vi med at kunne klare os ved fælles hjælp. Har du ikke modtaget et donationsbrev med posten, kan du læse mere på vores hjemmeside www.fpmt.dk eller få tilsendt yderligere information ved at sende en mail til cvm@fpmt.dk.
Dette nyhedsbrevs dharma refleksion har form af en dedikation, for her sidste på året synes vi, det ville være dejlig, hvis vi dedikerer al den positive energi, vi i fællesskab har skabt i 2007.
All these actions I have preformed,
And virtue I have thus amassed-
May the pain of every living being
Be thereby scattered and destroyed!
This, for every single thing that lives,
In number like the boundless reaches the sky,
May I be their sustenance and nourishment
Until they pass beyond the bounds of suffering.
Fra "A Flash of Lightning in the Dark of Night" s. 32-33.
Vi ønsker dig og din familie en rigtig god jul og et godt og lykkebringede nytår!!
Center for Visdom og Medfølelse
T o n g - n y i N y i n g - j e L i n g
Studiestræde 3D, 2 tv.
1455 København K
Tlf.: 32543158
E-mail: cvm@fpmt.dk, Web: www.fpmt.dk
Giro nr.: (01) 994-5024, Web-bank: reg. 1551, konto 994 5024